The Case Study kitchen

I et hus på den Stockholmske ø, Lidingö, inspireret af de amerikanske Case Study-huse, har designstudiet AO/JN Interiors skabt et moderne skandinavisk interiør med et internationalt præg. Husets hjerte er det specialdesignede egetræskøkken, der er udviklet i samarbejde med Nordiska Kök, og kendetegnes af et gennemgående brug af sten og en prioritering af funktionalitet ned i alle detaljer.

Køkkenet er både rustikt og minimalistisk. Lige linjer og solide grebslister fra gulv til loft skaber en fornemmelse af rum. Væglampe fra Apparatus.

Den smukke køkkenø gemmer på masser af opbevaring, og interiøret er også beklædt med træ, som er et gennemgående materialevalg i køkkenet.

AO/JN Interiors består af designduoen Alexandra Ogonowski og Jesper Nyborg, og deres æstetiske tilgang er en nysgerrig afsøgning af grænselandet mellem det moderne skandinaviske og det innovative internationale.

”Vi prøver at tænke ud af boksen. Vi kan godt lide at skubbe til grænserne for traditionelt køkkendesign og udfordre både os selv og kunden med uventede materialer og farvesammensætninger,” siger Alexandra.

I samarbejde med Nordiska Kök har parret skabt et moderne køkken inspireret af amerikansk Case Study-arkitektur.

Køkkenet har en smuk køkkenø i marmor. Loftslampe fra Contain.

Den solide grebsliste fortsætter på tværs af flere skabe og skaber et samlet design sammen med de lodrette grebslister i højskabene.

Træ og sten er gennemgående materialer i hele huset og skaber en rød tråd i alle husets rum.

Amanda Panahi, grundlægger og designer af modebrandet MandiBreeze, bor sammen med sin familie i huset, og det var dem, der i det daglige skulle have glæde af køkkenet. Huset, som blev totalrenoveret, før familien flyttede ind, fik ved samme lejlighed en ekstra etage oven på den eksisterende struktur. At opnå et konsekvent design og en rød tråd i indretningen var AO/JN's ledende princip, og det var den eksisterende stil, der satte retningen for det videre arbejde med formgivning, samt materiale- og produktvalg.

- Vi var naturligt tiltrukket af en stram æstetik, siger Jesper, og tilføjer: Vi indså hurtigt, at træ og sten ville være hovedkomponenterne i køkkenet, og vi besluttede tidligt, at det skulle være et trækøkken. Vi ønskede desuden en farveskala, som kunne matche resten af arkitekturen.

På den modsatte side er væggen beklædt med egetræ og har samme farve som køkkenet samt den specialfremstillede skænk med en bænk i midten. Spisebord af Gubi og stole af Cassina.

Marmoren "White camouflage" sætter en dramatisk tone i køkkenet med sine smukke, naturlige årer. Kogepladen fra Gaggenau.

Træets smukke årer fremhæves på en naturlig måde og matches fint af den smukke sten i både køkkenøen og bagvæggen.

Sammen med AO/JN udviklede Nordiska Kök et helt nyt køkkendesign med massive grebslister, der løber langs en del af lågerne. En klar æstetik, som både dyrker det enkle og minimale, men samtidig har en markant soliditet over sig. 

- På grund af husets lave loftshøjde var det særligt vigtigt at skabe en illusion af plads. Løsningen blev en specialdesignet grebsliste, der løber fra gulv til loft på alle døre, siger Alexandra.

De massive grebslister blev en tydelig designdetalje, som går igen i hele huset. I køkkenet sidder den oven på skabe og skuffer og løber langs flere låger, mens den i soveværelset findes i det tekøkken, der er opført særligt til rummet.

På husets øverste etage er et skab med lommedøre, hvor tv'et er skjult, også specialbygget af Nordiska Kök.

Det smukke materialevalg kan også ses i andre rum som f.eks. arbejdsværelset i Amanda Panahis smukke hjem. Lampe fra Flos.

- Det var vigtigt for os at etablere en forbindelse mellem etagerne. Vi besluttede at bruge den samme skræddersyede grebsliste i soveværelset som i køkkenet, men i form af såkaldte pocket doors, hvor blandt andet tv'et er skjult.

Den kølige tone i egetræet, der er brugt til køkkenet, føles både eksklusiv og tidløs, og konstruktionen matches den med sten med et markant, naturligt mønster, der løber op ad den ene væg. På den modsatte side af køkkenet er væggen helt dækket af træ, samt en specialdesignet bænk og opbevaring, der falder naturligt ind i resten af køkkenets design og skaber en smuk sammenhæng med det øvrige interiør.

Køkkenet er holdt i en sober farveskala, hvor naturlige materialer har fået plads. De massive grebslister skaber en rustik fornemmelse i det ellers nøgternt indrettede køkken.

Tre tips til en vellykket køkkenrenovering ifølge AO/JN Interiors:

  1. Før du går i gang med renoveringen, skal du overveje, hvordan du vil bruge rummet, hvilket blandt andet vil sige det overordnede flow, integrationen af lyskilder og den atmosfære, du ønsker at skabe. I næste fase kan du eksperimentere med de mere personlige løsninger.

  2. Hav et åbent sind! Vær kreativ i hele designprocessen; dine ideer kan tilpasses og udvikle sig, efterhånden som projektet skrider frem.

  3. Husk, at du måske bliver nødt til at give slip på nogle af dine oprindelige ideer. Nogle er måske ikke mulige at gennemføre, især når det drejer sig om større, strukturelle ændringer, eksempelvis nedrivning af vægge.

Gaggenau-kogepladen er indbygget i køkkenøen, hvilket er både praktisk og stilfuldt.

Gulvet er i fransk kalksten og matcher køkkenøens marmor. Find mere inspiration til køkkenø.

Fakta om Case study

Case Study Architecture var et eksperiment i amerikansk arkitektur, der blev sponsoreret af magasinet Arts & Architecture og fandt sted i perioden mellem 1945 og 1966. Magasinet bad tidens fremtrædende arkitekter, blandt andre Richard Neutra, Raphael Soriano, Craig Ellwood, Charles & Ray Eames, Pierre Koenig og Eero Saarinen, om at designe og bygge billige og energieffektive boliger som svar på den stigende efterspørgsel efter afslutningen af Anden Verdenskrig, da millioner af soldater vendte hjem til USA.

Arkitekterne afprøvede nye byggematerialer som stålbjælker, metalplader, glasvægge, krydsfiner og beton. Husene havde masser af vinduer og åbne planløsninger, som anses for at være almindelige i dag. Et af de mest berømte Case Study-huse er Stahl House i Los Angeles, hvor familien Stahl stadig bor i dag.

Case Study er en stil, som arkitekter over hele verden forsat er inspirerede af i dag, og dens bidrag til moderne arkitektur og design har haft en varig indflydelse.

Find den bedste køkkeninspiration fra vores seneste køkkenprojekter.


Foto: Erik Lefvander

Hannah Petersson